Nedsat præstation

Præsterer din hest ikke som du forventer?

Succesfuld præstation som sportshest er afhængig af mange faktorer som genetisk potentiale, eksteriør, temperament og den generelle sundhed. Hesten er fra naturens side en overlegen atlet som følge af en exceptionel evne til at udnytte ilt. Ilt bruges til at lave energirige bindinger (ATP) som musklerne bruger, når de arbejder. Udnyttelse af hestens fulde fysiske potentiale kræver optimal management, kvalitet i både fodring og miljø samt fysisk træning tilpasset, hvad der kræves af hesten i en specifik konkurrence situation.

Der kan være mange grunde til at hestens præstation ikke står mål med forventningerne. Som dyrlæge kan det være svært at bedømme om en equipages manglende præstation kan skyldes rytterens urealistiske forestilling om egne færdigheder, hestens manglende evne eller om der er en fysiologisk forklaring i form af træningsstatus eller en lavgradig sygdom, som  kan medføre nedsat præstation.

Det er vores erfaring, at en del ryttere ikke tænker over, hvad der fysisk kræves af hesten til en bestemt konkurrence. Det er meget vigtigt at vide, at hvis springhesten skal klare sig godt i en tidsspringning skal den kunne tåle en vis grad af mælkesyre ophobning og stadig kunne holde koncentrationen ved en puls tæt på de 200, og at dressurhesten, som skal samles med hovedet i den rigtige holdning samtidig med at den ser både spændstig og afslappet ud, skal kunne trække vejret let og ubesværet.

I det følgende beskrives kort faktorer, som kan medvirke til nedsat præstation, og hvordan man ved undersøgelse og monitorering kan diagnosticere og forebygge nedsat præstation.

Både for meget og for lidt træning kan give nedsat præstation. Hvis hesten ikke er i fysisk form til den opgave den stilles, kan man ikke forvente et godt resultat og i værste fald kan det ende med en akut skade. Trænes hesten for meget og for ensformigt uden tilstrækkelige tid til restitution imellem træningspas, kan der ses et fald i præstation, og der er en øget risiko for skader som følge af overanstrengelse. Heste trænes i de forskellige discipliner hovedsagelig per tradition og evaluering af hestens fysiske form og kondition er ofte en subjektiv vurdering helt modsat udviklingen hos humane atleter. Her udføres test af fysiske parametre som udholdenhed, eksplosivitet og styrke rutinemæssigt.

Som tidligere nævnt er ilt tilførslen til musklerne meget vigtig for hestens præstation. Mængden af ilt som er tilgængelig for musklerne er afhængig af mængden af ilt, der kommer fra indåndingsluften igennem luftrøret, ned i lungerne, over alveolevæggen og ind i blodet. Blodprocenten, mængden af små blodkar i musklerne samt hjertets evne til at pumpe blod rundt i kroppen kan have indflydelse på mængden af ilt, som afleveres til musklerne. Hestens kondition er et mål for, hvor meget ilt der afleveres til musklerne

Undersøgelse for nedsat præstation på Højgård Hestehospital består af en række tests, som trin for trin kan afgøre hvorvidt hesten har en eller måske flere præstations nedsættende lidelser.

En udredning for nedsat præstation starter med en klinisk undersøgelse med gennemgang af muskler samt hjertekredsløbet i hvile. Herefter følger et sundhedstjek i bevægelse. Mange heste med nedsat præstation har en lavgradig halthed, som ikke kan ses af det utrænede øje. På Højgård har vi dyrlæger med stor erfaring indenfor halthed og vi kan i særlige tilfælde benytte et accelerometer til at analysere hestens gangartsmønster. Accelerometeret kan blandt andet analysere afviklingen af et spring og beregne om hesten ændrer teknik som følge af træthed eller ømhed.

Det er muligt at bestemme hestens kondition og udholdenhed ved at lave en standardiseret arbejdstest. En arbejdstest kan bestå af 4 intervaller af 3 minutters varighed, hvor tempoet gradvist øges. Mellem hvert interval udtages en blodprøve til bestemmelse af mælkesyre ophobning. Under testen er hesten udstyret med pulsmåler, GPS og EKG (elektrokardiomyografi) elektroder. Pulsmåling er et effektivt mål for, hvor hårdt hesten må arbejde ved en given hastighed samt hestens evne til at restituere. Pulsen er en følsom indikator for smerte. Der kan således ses forskel på pulsen imellem volterne, hvis hesten er øm ved specielle bevægelser, eller når specifikke øvelser udføres. En ændring i hestens normale hvilepuls kan være en indikation på manglende restitution eller begyndende helbredsproblemer.

EKG måling angiver hjertets pumperytme. Rytmen er vigtig for at få fyldt hjertet og efterfølgende pumpet blodet rundt i kroppen. Hjertemusklen, og hermed rytmen, kan påvirkes af infektionssygdomme samt ubalance i elektrolyt- og mineral balance. Læs mere om EKG undersøgelser under medicinske sygdomme/ hjertet

Mængden af mælkesyre samt niveauet af muskelenzymer og affaldsstoffer, som produceres under arbejdstesten, indikerer blandt andet om hesten får tilstrækkelig ilt rundt i kroppen, og om fodringen er optimal.

Som en del af undersøgelsen for nedsat præstation laves der umiddelbart efter arbejdstesten en kikkertundersøgelse af luftvejene samt en skylleprøve for at se, om hesten har spor efter lavgradig infektion. Denne luftvejsprøve kan også give et billede af hestens opstaldningsmiljø og eventuelle problemer med allergi.

Findes der tegn på iltningsproblemer, som en stigning i muskelenzymer, ophobning af mælkesyre eller uregelmæssig hjerterytme under udførelse af arbejdstesten, vil yderligere undersøgelser som dynamisk endoskopi og ultralydsscanning af hjertet være indikeret. Dynamisk endoskop er en procedure, hvor hesten rides med en kikkert i næsen, således at man kan se, om der sker ændringer i svælget under ridning, som kan have indflydelse på passage af luft til lungerne.

Afslutningsvis gennemgås faktorer som tænder, hovpleje, sadeltilpasning, staldmiljø, massage, kiropraktik mm. Det er vigtigt at huske på, at kroppen er et fysiologisk system, og ændrer man på en faktor, kan det medføre en påvirkning af alle andre faktorer.