Hestedyrlæge Rikke Munk Andersen - Højgård Hestehospital

E-post: rm@eqvet.dk

Dyrlæge DVM, Fagdyrlæge vedr Hest, PhD. Århus Universitet

Jeg plejer at introducere mig selv som halvt hest. Heste- og ridesport har altid været min store interesse, og jeg har villet være dyrlæge lige siden, jeg trådte mine barneridestøvler som ponyrytter i Holstebro Rideklub.

Min hovedinteresse som dyrlæge er reproduktion. Som rytter og dyrlæge interesserer jeg mig for træning af heste - både dressur, springning og military. Jeg trives bedst med at have et tæt tillidsforhold med mine klienter, mærker jeg gensidig respekt, kan de ringe til mig på alle tider af døgnet. Jeg elsker at følge en hest, fra jeg inseminerer hoppen med sæd, til det lille føl bliver født på stutteriet - og følge den unge hest mens den bliver tilredet, trænet, starter sin første konkurrence og måske til sidst bliver solgt.

Den bedste følelse er at være en del af teamet omkring hesten - og at blive taget med på råd. Den værste følelse er, når hesteejere ikke sætter faglighed men udenomssnak i fokus . Jeg kan godt lide at være direkte i min kommunikation, og hvis jeg har ekspertise på et område, melder jeg klart ud. Jeg sætter en ære i at være en dygtig "hestemand" og en top faglig dyrlæge - og jeg vil helst ikke gå på kompromis med min faglige holdning for at tilfredsstille en hesteejer. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg på Højgård nyder tillid fra en kreds af trofaste klienter, som jeg elsker at være dyrlæge for.

Uddannelse og erfaring

Jeg blev dyrlæge fra den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole i 1997.

Under studietiden havde jeg flere ophold på udenlandske universiteter, bl.a. Massey University, New Zealand og University of Guelph, Canada. Derudover arbejdede jeg med islandske heste på Island og væddeløbsheste i Zimbabwe og i Australien. 

Efter endt dyrlægeeksamen gik turen til en blandet praksis i Lendum i Nordjylland, inden turen gik til Goulburn Valley Equine Hospital i Australien, hvor jeg gennemførte et internship og udviklede mine kompetencer indenfor medicinske sygdomme og reproduktion, herunder embryo transfer.

Efter endt internship arbejdede jeg en reproduktionssæson som stutteridyrlæge hos Stutteri Viegård i Skals, inden turen atter gik til Australien til endnu en sæson i en stilling som reproduktionsdyrlæge. Efterfølgende gennemførte jeg et ortopædisk internship hos Dyrlæge Svend Kold, Willesley Equine Clinic, Glostershire, England.

I 2001 blev jeg ansat som assistent på Højgård Hestehospital i en sæsonbegrænset stilling. Jeg brugte derfor vinteren på at oparbejde erfaring indenfor medicinske sygdomme hos heste bl.a. via ophold på New Bolton Center University of Pennsylvania, Auburn University i Alabama og Colorado State University.

Jeg blev medejer af Højgård Hestehospital i 2008 og har igennem årene oparbejdet stor erfaring og kompetence indenfor reproduktion, herunder frysning af sæd og embryo transfer. I 2011 blev jeg fagdyrlæge vedr. sygdomme hos heste, hvor jeg skrev hovedopgave om træning af springheste.

Udenfor reproduktionssæsonen arbejder jeg på min Ph.d. afhandling om træningsfysiologi hos sportsheste.

For nyligt har jeg

  • været til ponylandsstævne i dressur som ponymor, været til ponydistriktsstævne i spring som ponymor, været til distriktsstævne i dressur som konegroom
  • været til Hingstekåring i Herning
  • været i norge og undervise ryttere i træning

Helt privat…

- er livet også fyldt med heste. Jeg bor på en ejendom med stald og snart ridehus :-). Hele familien rider dressur og spring på konkurrenceplan.

- som supplement til ridningen dyrkes den fysiske form ved løb, håndbold, styrketræning og firma badminton.