Hestedyrlæge Anders Fiil Nybo

E-post: an@eqvet.dk

Jeg er den seneste addition til det kompetente team af dyrlæger på Højgård Hestehospital. Efter jeg blev uddannet som dyrlæge har jeg arbejdet i en ren hestepraksis i Jylland, hvor jeg har tilegnet mig erfaring inden for tænder, øjne og medicinske lidelser. Jeg har lavet mange kikkertundersøgelser af mave og lunger, tandoperationer, samt udvidet øjendiagnostik og behandling.

Efter ansættelse ved Højgård Hestehospital i maj 2017 er kompetenceområderne udvidet og mulighederne for at dygtiggøre mig endnu flere. Jeg har altid dygtige og kompetente kolleger at sparre med, og som jeg kan lære fra.

I vil som kunder primært møde mig i den udkørende praksis, hvor jeg kommer til alt fra rutinemæssige undersøgelser til diverse akutte tilfælde. Jeg finder mig godt tilrette i “felten”, hvor jeg møder patienter og klienter på deres hjemmebane. Det er min opfattelse af det giver en øget tryghed for ejeren såvel som hesten, og jeg tilstræber altid at en konsultation såvel som akut besøg skal holdes i en kontrolleret og rolig atmosfære. Tillid til patienten og klienten er vigtig for mig, og jeg prøver altid at yde mit bedste for at inddrage klienten i forløbet og udforme den optimale behandlingsplan.

Siden starten på dyrlægestudiet har jeg arbejdet mod at dygtiggøre mig som hestedyrlæge og under studiet har jeg arbejdet med heste i 5 år på ’Institut for Produktionsdyr og Heste’ på Københavns Universitet. Her har jeg bl.a. medvirket i at undervise dyrlægestuderende, samt tage ansvar for akutte og indlagte heste.

Mine primære interesser ligger i reproduktion, hvor jeg har skrevet speciale omkring adfærdsproblemer i forbindelse med brunsten. Specialet omhandlede brunstkontrol af hopper og nedsættelse af hingsteadfærd hos hingste ved vaccination med Equity, og blev udarbejdet med Zenta Vinther, der også er ansat ved Højgård. Derudover ligger interessen inden for tænder, medicinske lidelser, øjne og billeddiagnostik.

Privat bor jeg i et stort bofællesskab med min kone, Pernille, og vores lille datter, Alberte. Fritiden bruges gerne på golfbanen når der er tid til det, hvor titlen som Dyrlægemester fra 2017 skal vindes tilbage.

 

KURSER:

2017: Ophthalmology – The Essentials, Torthworth (GB)

2017: Oral Dental Extraction Techniques (DK)

2017: Improve your Equine Dentistry Skills: practical focused course (DK)

2015: Halthed og diagnostiske muligheder (DK)