Højgård Hestehospital Fyn

Højgård Hestehospital 

Højgård Hestehospital er landets største hestehospital. Vi udfører årligt omkring 12.200 konsultationer på hospitalet og i udkørende praksis. Vores patienter kommer fra hele landet samt Sverige, Norge og Tyskland. Ialt har vi ca 15.000 kunder fra hele verden i vores kartotek.

Vores mål er at være førende på det faglige område, og at kunne tilbyde klienter og patienter den bedst mulige diagnostik og behandling. Vi efteruddanner os hele tiden, så vi er bekendt med de sidst nye diagnostiske muligheder og behandlingsstrategier. Så vidt muligt, anskaffer vi os de mest avancerede og udviklede apparater, som kan hjælpe os med at finde frem til hvad hesten fejler.

Hestedyrlæger Fyn

Højgård Hestehospital teamet består af omkring 30 medarbejdere.

Vi er 12 hestedyrlæger, som hver især har specialiseret sig indenfor interesseområde, således at vi dækker alle aspekter af hestens sundhed samt alle ridesportsdiscipliner. Derudover har vi 6 uddannede veterinær sygeplejersker en radiograf samt kontor og stald personale. Du vil ofte kunne møde dyrlægestuderende både danske og udenlandske, som er i praktik på hospitalet.

Desuden har Reg. beslagsmed Mark Christiansen sin smedie på Højgård Hestehospital.

Dyrlæger med stor interesse for heste - også i fritiden

Det er vigtigt for os at kunne forstå vores klienters behov, derfor er alle ansatte involverede i hestesporten på den eller anden måde. Ud over det daglige arbejde på hospitalet og i praksis, er hospitalets team aktive indenfor en bred vifte af hestesportsdiscipliner og arrangementer. Nogle har en aktiv karriere indenfor ridesporten, mens andre er avlere, opdrættere eller har en elsket hest.

Vi afholder ofte kurser for landets dyrlæger og veterinærsygeplejersker. Desuden afholdes årligt en serie af  kursusaftner for klienter  samt faglige kurser for professionelle hestefolk (beridere og trænere), hvor vi har en tæt dialog. 

Avanceret udstyr og fine faciliteter

På Højgård Hestehospital er der faciliteter og rutine til at udføre de fleste aktuelle rutinemæssige og diagnostiske undersøgelser såvel medicinsk som kirurgisk behandling.


Således råder vi over røntgenudstyr med høj ydeevne, som giver mulighed for rygundersøgelser, avanceret ultralydsscanningsudstyr, videoendoskop til undersøgelse af luftveje, EKG samt laboratorium med moderne udstyr til udførelse af blodanalyser, gødningsundersøgelse og bakteriologiske undersøgelser. Herudover udfører vi som de eneste i Danmark scintigrafiske undersøgelser og nu også MRI undersøgelser.

Inseminering af hopper

Vi inseminerer hopper med både frossen sæd og kølesæd. Embryotransplantation, dvs. overførsel af befrugtet æg til rugemor, udføres ligeledes på et stort antal hopper.

Staldfaciliteterne omfatter 40 bokse, inkl. bokse til foling, kolikheste og forfangne heste. Videoovervågning sikrer fornødent opsyn døgnet rundt. Hospitalet råder over 8 tdl. græsfolde, som især benyttes af hopper opstaldet til inseminering.

Hestehospital med kirurgisk afdeling

Den kirurgiske afdeling har helt moderne faciliteter og udstyr, og her udføres de fleste aktuelle operationer, især ortopædiske operationer som ledoperationer ved artroskopi, operation for styltefod og fjernelse af brækkede griffelben, men også talrige andre indgreb som operation for strubepibning, klaphingsteoperationer, fjernelse af tumorer, og bughuleindgreb på kolikheste.