Hej allesammen

Håber i har eller har haft en god vinterferie med sunde og raske heste. Rikke har i sin vinterferie været en tur i Italien for at hente 9 frosne embryoner hjem. Embryonerne er lavet vha ICSI som står for intracytoplasmisk sæd injektion. Æggene er suget ud af hoppernes æggestokke på Højgård Hestehospital og herefter transporteret til Italien hvor sæd injektion og dyrkning i laboratoriet er foregået.

Når embryonet har udviklet sig i laboratoriet i 5 dage kan det fryses og herefter gemmes eller transporteres tilbage til en ønsket rugehoppe.

Metoden er særlig interessant for hopper som ellers ikke kan komme i fol eller producere føl ved embryo transfer. Det er også muligt med denne metode at sikre sig et føl efter en hoppe som må aflives pludselig efter en akut skade eller ulykke. Hvis man på aflivningstidspunktet udtager hoppens æggestokke kan man nå at sikre sig æg som kan befrugtes og dermed bevarer man muligheden for at få et afkom efter netop denne hoppe.

Avantea fertilitets klinik i Italien som er vores samarbejdspartner var de første i verden som klonede en hest. Vil du vide mere om denne teknik kan du henvende dig til Rikke på 23639245.