Hestedyrlæge Lisbeth Boel Brandborg  - Hestedoktoren

Lisbeth-billede.jpgInteressen for heste fik jeg ind med modermælken, da mine forældre drev et lille varmblodsstutteri. Som 5-årig startede jeg min løbebane inden for ridesporten med shetlandsponyen ”Trunte” og var de følgende 10 år en meget aktiv springrytter. Under min uddannelse tog jeg en pause fra ridesporten, men da jeg startede som dyrlæge, fik jeg igen fat i ridesporten og er i dag en glad ejer af en varmblodsvallak.

Jeg er uddannet dyrlæge fra Landbohøjskolen i 2002, og min uddannelse er efterfølgende løbende blevet suppleret med efteruddannelse. I 2010 afsluttede jeg et 2-årigt efteruddannelsesforløb som fagdyrlæge i sygdomme hos heste, hvor mit speciale omhandlede hormonelle lidelser hos heste. Jeg er pt. i gang med den engelske specialiseringsgrad ”Certificate in Advanced practice” på The University of Liverpool, hvor målet er en specialisering inden for intern medicin hos hest.

Mit arbejdsliv har givet mig en bred erfaring inden for hesteparksis. I 2002 fik jeg job i blandet praksis, men blev efter få år udelukkende fokuseret på heste. Jeg udviklede under de første arbejdsår en stor interesse for medicinske lidelser, og blev i 2010 ansat på Universitetshospitalet for Store Husdyr, KU-sund. Under min ansættelse her udviklede jeg interessen for at arbejde med akut medicin, og det er i dag et felt jeg elsker at arbejde inden for. Da jeg også sætter stor pris på at arbejde i praksis og køre ud, har jeg i dag kombineret disse 2 ting ved primært at lave vagtarbejde. Jeg startede hos hestedoktoren i 2017 og mit arbejde her består primært af akut arbejde – man møder mig derfor primært mellem 16 og 08.

Privat er jeg gift med Henrik og har 2 børn og er bosiddende i Kirke Hvalsø. Jeg er et udpræget ude-menneske, så størstedelen af min fritid blive brugt udenfor – ofte omgivet af heste.