HOPPER

Hoppens brunstcyklus

Når ægget når en størrelse på ca 40 mm frigives et hormon som hedder LH, også kaldet ægløsnings-hormonet. Dette medfører at ægget modnes og ægløsning finder sted.

Ægget opfanges i æggelederen hvor det ligger og venter på en sædcelle. Ægget er levedygtig i ca 12 timer.

Det gule legeme og progesterons rolle

Det sted hvor ægget har siddet i æggestokken vil der dannes et gult legeme. Funktionen af det gule legeme er at danne hormonet progesteron.

Progesteron er det hormon, som sørger for at livmoderhalsen lukker sammen og hoppen går ud af brunst. Progesteron dannes under hele mellembrunsten (diøstrus) og hvis hoppen er drægtig vil det dannes under hele drægtigheden.

Hvis hoppen ikke er drægtig, vil livmoderen sende et signal til det gule legeme om at stoppe progesteron dannelsen og hoppen vil komme i brunst igen.

Du kan læse mere om brunsttegn, brunstcyklus og hormonkurver, hvis du læser vore reproduktionsartikler og noter fra foredrag her på hjemmesiden.

Follikelkontrol

Et andet ord for æg er follikel. Follikelkontrol betyder, at man scanner og følger udviklingen af æg i æggestokken. Som beskrevet under daglige rutiner, sker dette næsten hver morgen.

Folliklen vokser 2-3 mm hver dag. Når folliklen er tæt på at briste, altså tæt på ægløsning, ændrer den udseende på scanning.

Æggets udseende og livmoderscanning

Denne forandring af æggets udseende bruger vi især til at bestemme det optimale insemineringstidspunkt. Vi kigger også på hvordan livmoderen ser ud på scanneren, både for at fastlægge det bedste insemineringstidspunkt, men også for at identificere eventuelle problemhopper.

Ved scanning forsøger man altså at vælge det mest optimale insemineringstidspunkt. Når ægløsning finder sted, kan man identificere det gule legeme og holde øje med om hoppen har en normal afvikling af brunsten. Ved rutinemæssig follikelkontrol noteres antallet af æg, således at vi kan være forberedt på risikoen for eventuelle tvillingedrægtigheder.