Kolik hos heste

Kolik er en fælles betegnelse for, at hesten har ondt i bughulen.

Oftest skyldes koliksmerter lidelser i mave-tarm kanalen, men det kan også opstå som følge af urinvejsproblemer eller andre smerter.

Årsagen til smerter fra mave-tarmkanalen kan være mange, f.eks. forstoppelse eller luftophobning i de forskellige tarmafsnit.

Kolik kan i de mest alvorlige tilfælde resultere i hestens død. Kolik er derfor en lidelse, som kræver ejerens opmærksomhed. Da årsagerne til kolik er dårligt belyst og der er mange, har hesteejerne ikke store muligheder for at lave en målrettet forebyggelse.

De fleste koliktilfælde skyldes stortarmsforstoppelse, sandkolik eller gæringskolik, under 10 procent skyldes tarmslyng.

Indlæggelse af patienter med kolik

Ofte kommer heste med kolik sig efter en enkelt behandling hjemme hos ejeren, andre gange får hesten tilbagevendende smerter.

Ved længerevarende smerter og koliksymptomer er det en god ide at indlægge hesten til udredning, observation og behandling.

Dyrlægen kan ikke altid stille den eksakte diagnose ude i stalden. På hospitalet har vi flere muligheder for at finde frem til hvorfor hesten har ondt. En eksakt diagnose have betydning for behandling og i sidste ende redde hestens liv, hvis der modsat første antagelse alligevel skulle være tale om tarmslyng.

Du kan læse mere om tarmslyng i menuen Operationer/tarmslyng

Mange heste kommer sig hurtigere over stortarmsforstoppelse og sandkolik hvis de kontinuerligt behandles med væske, olie, loppefrø eller andet medicin.

De hyppigste årsager til at hesten får kolik er foderændringer, nyt strøelse, nedsat tid på fold samt ændringer i årstiden og som følge deraf ændring i mængden af tilgængeligt græs på folden.

Her kan du læse mere om sandkolik